Der er som bekendt stadig 200 mio. kr. som ingen kan finde efter at storsvindleren Stein Bagger og hans svenske kumpan, Michael Ljungman, havde ribbet IT Factory.

Men nu er der måske et par millioner mindre.

2,3 mio. kr. er blevet fundet og beslaglagt i Hong Kong og overført til Danmark.

Det er Sporingsgruppen i Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, SØK, der har fundet pengene, som kan spores direkte tilbage til Michael Ljungman.

Ljungman fik syv års fængsel i forbindelse med Stein Bagger sagen. Da Michael Ljungman blev dømt fik han konfiskeret i alt 50 mio. kr. De 2,3 mio. kr. som netop er tilvejebragt, befandt sig i selskaber i Hong Kong, hvor SØK havde behov for hjælp fra myndighederne dernede.

Og det er sket nu.

Det er en lille sensation, da det er første gang siden Sporingsgruppens oprettelse i 2007, at et land udenfor EU, vælger at konfiskere penge efter anmodning fra de danske myndigheder.

- Nu mangler vi kun at finde ud af, hvordan beløbet fordeles mellem Hongkong og Danmark, siger senioranklager Michael Ejlerskov, der er leder af Sporingsgruppen, til Epn.dk

Michael Ejlerskov er glad for beslaglæggelsen, da den giver håb om at andre lande måske også vil hjælpe med at konfiskere illegale danske formuer uden for Danmarks grænser