En 42-årig stedfar fra Vordingborg sidder på anklagebænken i en yderst ubehagelig sag om sex-overgreb på sin steddatter.

Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi har rejst en særdeles alvorlig tiltale mod en 42-årig mand, som skal møde i Retten i Nykøbing Falster mandag.

Over en periode på syv år, fra 2005 til 2012, skal den 42-årige have misbrugt sin steddatter seksuelt på en adresse ved Mern nær Vordingborg på Sydsjælland. Overgrebene skal allerede være begyndt, da pigen var blot fire år gammel, og fortsat frem til hun fyldte 11.

Stedfaderen er tiltalt for voldtægt af pigen, og udover samleje skal stedfaderen have kysset pigen, berørt hendes kønsdele og inderlår under overgrebene.

Helt præcist er manden sigtet efter straffelovens § 216, stk. 2, som omhandler samleje med et barn under 12 år, hvor strafferammen går helt op til 12 års fængsel.

Desuden er han tiltalt efter §223, den såkaldte 'skolelærerparagraf', fordi han var pigens stedfar på gerningstidspunktet. Paragraffen giver fire års fængsel til den: '...som har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse'.

Den 42-årige mand nægtede sig skyldig i anklagerne under grundlovsforhøret tidligere på året.  Han har siden siddet varetægtsfængslet i Nykøbing.

Sagen begynder mandag ved Retten i Nykøbing Falster.