Torsdag blev den 16-årige Lisa Borch kendt skyldig i drabet på sin mor, 40-årige Tine Rømer Holtegaard, sammen med sin ekskæreste, den 29-årige Bakhtiar Mohammed Abdullah. Kendelsen var en forløsning for Jens Holtegaard, der var gift med Tine Rømer Holtegaard.

»Der var ikke det store persongalleri i sagen - det var kun Lisa (Borch, red.) og Bakhtiar (Mohammed Abdullah, red.) der var i huset den aften, så det måtte jo være dem, der havde gjort det,« konkluderede Jens Holtegaard efter kendelsen.

Tine Rømer Holtegaard blev om aftenen 8. oktober sidste år dræbt med adskillige knivstik i brystet i sit hjem i den nordjyske stationsby Kvissel. Et hjem, som Tine Rømer Holtegaard havde delt med Jens Holtegaard siden 2006. Han var ikke selv hjemme på drabsaftenen, da han var på arbejde.

Parret blev gift i 2009, og drabet på konen har tæret hårdt på Jens Holtegaard. Han er i dag sygemeldt fra sit job som socialpædagog, og han har symptomer på PTSD.

»Tine var familiens samlingspunkt. Efter hendes død er alt faldet sammen for mig - det har været altødelæggende. Nu har jeg ventet i ti måneder på at få klarhed over, hvad der egentlig skete den aften, så det er klart, at kendelsen er en form for forløsning,« sagde Jens Holtegaard, der var tydelig påvirket af kendelsen, da BT kort efter talte med ham.

Jens Holtegaard vidnede i retten i mandags, og her fortalte han, hvordan steddatteren sidste år trak sig fra familien, ligesom forholdet til moren blev dårligere og dårligere.

»I foråret 2014 blev Lisa mere og mere indadvendt og grænsesøgende, og hun overtræder alle de regler, der var i huset. Vi kan tydelig mærke, at der er noget galt, men hun siger ingenting, heller ikke da Tine tager hende med til egen læge. Psykiatrien ville ikke gøre noget, fordi Lisa ikke var syg nok, sagde de. Jeg fandt aldrig ud af, hvad der var galt, for Lisa ville jo ikke sige noget til os,« forklarede Jens Holtegaard.

Spændingerne mellem mor og datter steg i sommeren 2014, da Lisa Borch gennem sit arbejde på en restaurant i Frederikshavn mødte Bakhtiar Mohammed Abdullah og flere andre udlændinge.

»Tine og Lisa havde ikke skændtes før, men det eskalerede fuldstændig efter Lisa og hendes søster begyndte at arbejde på restauranten. Jeg har aldrig mødt et ungt menneske, der er så fuld af løgn, svig og bedrag som Lisa. Hun levede et helt andet liv end sin søster. Fuldstændig ustyrlig - vi måtte hente hende i byen, hvor hun var fuld,« forklarede Jens Holtegaard i mandags i retten.

Han står ved den hårde karakteristik af steddatteren.

»Jeg var der selv i huset i den tid, så jeg ved hvor umulig, Lisa var. Tine og jeg var begge socialpædagoger, så vi vidste nogenlunde, hvad vi havde med at gøre i forhold til unge mennesker, men vi var bare oppe mod noget helt uhåndterligt. Det er så trist, at det er endt sådan,« siger Jens Holtegaard.