Statsadvokaten har nu valgt at indstille efterforskningen af to polititjenestemænd, der tilbage i december blev vidner til et selvmord i forbindelse med anholdelse.

1. december blev en 30-årig medarbejder ved Nordea anholdt af politiet på sin arbejdsplads. Han blev herefter ført ud til sin lejlighed i Ørestaden, hvor politiet ville gennemføre en ransagning. Da de ankom til lejligheden, kastede den 30-årige sig straks ud fra sjette sal og døde øjeblikkeligt.

Københavns Vestegns Politi underrettede kort efter Den Uafhængige Politiklagemyndighed om episoden.

Statsadvokaten har efterfølgende gransket politiets redegørelse af situationen, og konklusionen er, at der ikke er nogen formodning om, at de to betjente har begået strafbare forhold i forbindelse med det tragiske selvmord, oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed på sin hjemmeside.

Den 30-årige var sigtet for bedrageri for i omegnen af 250 millioner kroner.

BNB