En 35-årig mand er anholdt og sigtet for drabsforsøg efter at have stukket sin kæreste med en kniv.

Klokken 09:30 blev alarmcentralen ringet op af en 33-årig kvinde, der fortalte, at hun var blevet stukket med en kniv af sin 35-årige ekskæreste, der nu havde forladt stedet med deres fælles barn, en pige på et år. Overfaldet fandt sted på Disbjergvej i Fårevejle.

En lægehelikopter blev sendt til stedet og manden blev efterføgt. Klokken 09:55 blev han anholdt og sigtet for drabsforsøg. Datteren  var på stedet og i god behold.

Kvinden blev fløjet med lægehelikopter til Rigshospitalet i København. Hendes tilstand betegnes som kritisk, men stabil.

Politiet har underrettet de sociale myndigheder om sagen. De tager hånd om datteren. Gerningsmanden vil blive fremstillet i grundlovsforhør søndag.

- Af hensyn til familien og af efterforskningsmæssige årsager vil politiet ikke komme nærmere ind på de familiære omstændigheder i sagen, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.