Østjyllands Politi har nu valgt at efterlyse 20-årige Dannie Sejberg Meldgaard med navn og billede, efter hans flugt fra det retspsykiatriske hospital i Risskov i går morges klokken 09.50.

- Det gør vi fordi fordi vi gerne vil have offentlighededens hjælp til at fange ham, så hurtigt som muligt både for hans og for vores skyld, siger vagtchef ved Østjyllands Politi, Per Bennekov, til BT. 

Den 20-årige, der for godt to måneder siden blev dømt for et knivdrab i Auning flygtede under en gå-tur med to kvindelige oppassere. Og mens politiet i formiddag oplyste, at drabsmanden - der er erklæret sindssyg - er farlig, så modererer man nu advarslen en smule. 
 

- Med den forbrydelse han har lavet, så er han for så vidt farlig, eller har i hvert fald været det. Vi vurderer dog nu, at i betragtning af hvilken mediciniering han er under påvirkning af, så er han ikke potentiel farlig lige nu, lyder det fra vagtchefen. 
Østjyllands Politi beskriver manden som 189 cm høj, spinkel af bygning, med lyst kort klippet hår. Han er iført grå hue, sort t-shirt, blå cardigan, kort mørk vindjakke med tern, hvide sko og posede cowboybukser med rødt print på højre ben.