Bogstaveligt talt.
For efter røveriet flygtede gerningsmanden væk fra banken og ind i en taxa, der holdt og ventede med to passagerer. Herefter fortsatte hyrevognen fra stedet mod København.
- Vi har dog ingen grund til at tro, at chaufføren har noget med røveriet at gøre. På ingen måde, siger politikommissær Michael Sørensen fra Københavns Vestegns Politi.
På baggrund af vidneoplysninger lykkedes det klokken 11.05 politiet at standse køretøjet med de tre mænd, der nu alle er anholdt.
Der er ifølge Michael Sørensen tale om tre mænd på 18, 19 og 20 år – alle med tilknytning til Herlev og i forvejen kendt af politiet.
- Gerningsmanden slap i første omgang væk med omkring 45.000 kroner fra kassebeholdningen i banken. Vi har fået næsten det hele igen, siger politikommissæren.
Det er uvist, om de manglende penge er gået til at betale taxaregningen.






















