Kender du noget til sagen? Eller er du en af de bilister, der slog alarm? Så vil BT gerne tale med dig. Tip os på bopo@bt.dk eller via vores Facebook-side.

En 40 år gammel mand fra København blev natten til søndag anholdt af Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi i Nørre Alslev, efter 24 kilometers vanvidskørsel.

Det oplyser vagtchef Ehm Christensen til BT.

»Vi får en anmeldelse klokken 02.47 om en spritbilist, der kører på Sydmotorvejen. Han kørte mod syd i det nordgående spor,« siger vagtchefen.

Det var en række bilister, som heldigvis undgik en potentiel fatal ulykke, der slog alarm, efter den 40-årige mand var kørt lige mod dem i sin Opel Corsa.

»Han kører så 24 km mod syd, inden han bliver bragt til standsning. Han sidder her hos os nu. Han er ikke blevet afhørt til sagen endnu. Det er en rigtig lang strækning, og heldigvis er trafiktætheden, der hvor han kørte, ikke noget særligt på det tidspunkt.«

Spøgelsesbilisten var for beruset til at blive afhørt af politiet, da han blev anholdt. Det bliver han dog senere på dagen.

Vagtchefen oplyser også, at manden bliver sigtet for spirituskørsel og for i grov kådhed at have forvoldt fare for andres liv og førlighed.