Spritbillist flygtede ud i Vesterhavet

Datter fik til sidst lokket far ind igen

En ældre beruset mand besluttede sig for at benytte sig af en ganske alternativ flugtrute, da han stak af fra politiet i sin bil.

Manden kørte nemlig ned på den nordjyske Ejstrup Strand ved Vesterhavet i sit forsøg på at slippe fra lovens lange arm.

- Vores patruljevogn ser ham ligge og slingre sådan cirka 17:30 og forsøger at stoppe ham, men det er han ikke helt villig til. I stedet så kører han direkte ned på stranden, hvor han kører hasarderet derudaf, forklarer Per Jørgensen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Til sidst opgiver spritbillisten at fortsætte i sin bil. I stedet springer han ud af køretøjet og farer ud i vandet. Her når han til sidst en revle, som han stiller sig på.

- Vores mand på stedet er en erfaren politimand med stor erfaring, så han stiller sig blot på stranden med korslagte arme. Ham fyren skal jo nok komme ind igen på et tidspunkt, forklarer Per Jørgensen.

Pludselig dukker den berusede billists datter op, bedst som politi og beruser står og ser hinanden an ved Vesterhavet.

- Hun får så snakket ham ind, hvor det står klart, at der er tale om en beruset mand. Han bliver så anholdt og taget med, siger vagtchefen.


Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

FÅ ET GODT TILBUD - tilmeld dig BT SHOP og spar 50% på oplevelser, rejser og meget mere.