Sportshal brænder: Flammer går gennem taget

Tirsdag morgen udbrød der brand i en idrætshal på Nordvestsjælland. Af endnu ukendte årsager gik der ild i Højbyhallen på Stårupvej i Højby ved Nykøbing Sjælland.

Politiet fik anmeldelsen et minut i syv, og i skrivende stund brænder det endnu.

- Der er fuld blus på i øjeblikket. Flammerne er gået gennem taget, så i øjeblikket handler det bare om at få ilden slukket.

Det fortæller pressemedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til bt.dk.

Heldigvis var der ingen mennesker i hallen, da ilden brød ud.

VED DU NOGET? ER DU PÅ STEDET? SEND DIT TIP TIL OS PÅ 1929@BT.DK

Så sent som lørdag blev hallen udsat for en påsat brand.

Ifølge Nordvestnyt blev der sat ild til noget affald, der lå op ad en nødudgang på bagsiden af hallen. Branden betød blandt andet, at et planlagt fodboldstævne måtte aflyses.

Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvorvidt der er en sammenhæng mellem de to brande, og Martin Bjerregaard understreger, at det er for tidligt at udtale sig om årsagen til den seneste brand.