Som mange andre sporede Amanda Andersen sin stjålne telefon til Center Sandholm. Men politiet vil ikke ransage stedet.

Natten til søndag fik 20-årige Amanda Andersen stjålet sin mobiltelefon i linje 81N i København. Det var et stort tab, for telefonen havde kostet 5.000 kroner og indeholdt 1.000 fotografier, alle hendes kontakter og en del skolenotater.

Men der var stadig håb om, at hun kunne blive genforenet med telefonen. Ved hjælp af applikationen ’Find my Iphone’, der opfanger internetsignaler fra telefonen, kunne hun spore telefonen til Asylcenteret Center Sandholm i den nordsjællandske by Allerød.

- Jeg bliver selvfølgelig mega glad i første omgang, for jeg troede det betød, at jeg kunne få min mobil tilbage, fortæller Amanda Andersen.

Hun ringede straks til Center Sandholm, der sendte hende videre til Politiet. Beskeden hun her fik, var nedslående.

- De sagde, at de ikke ville gøre noget for en enkelt mobil, siger Amanda Andersen.

Hælercentral Sandholm
Amanda Andersen er ikke den eneste, der har lokaliseret sin stjålne iPhone til Center Sandholm. I oktober skrev BT om Mathias Friborg Madsen, der fik stjålet sin Mac Book Pro, da han faldt i søvn i toget til Roskilde.

Ligesom Amanda Andersen kunne han spore computeren til Center Sandholm og ligesom Amanda Andersen fik han den nedslående besked, at politiet ikke ville gå ind og lede efter en enkelt stjålen genstand. Politiet begrundede det overfor BT med, at det vil krænke de øvrige asylansøgere på Center Sandholm, hvis man giver sig til at ransage deres hjem på baggrund af en enkelt stjålen genstand.

Center Sandholm oplyste til BT, at de modtager flere henvendelser om måneden fra personer, der har sporet deres stjålne genstande til centeret. Amanda Andersen bliver frustreret ved tanken om, at der sidder mange andre som hende derude.

- Jeg er rystet over, at der er nogle kriminelle, som kan få lov til at sidde beskyttet derinde for kriminalitet, som politiet i øvrigt er fuld ud klar over. Jeg er det mest frustreret menneske i verden lige nu. Jeg kan se præcis hvor min iphone er, men jeg kan ikke komme ind og få den, siger hun.

Det er ikke lykkedes BT at få en kommentar fra Nordsjællands Politi. På politiets hjemmeside kan man læse, at politiet kun kan ransage et hus på baggrund af gps-sporinger, hvis der er et aktivt signal og hvis der ikke er tale om en etageejendom med flere beboere.

Politiet: Derfor ransager vi ikke
Signaler fra ’Find my iPhone’ er ikke præcise nok til at kan få en ransagningkendelse. Derfor går politiet ikke ind og finder Amanda Andersens telefon.

Det er en kombination af juridiske og tekniske udfordringer der gør, at politiet ikke leder efter stjålen elektronik, der bliver sporet med ’Find my iPhone’. Det forklarer Chefpolitiinspektør Flemming Drejer fra Nordsjællands Politi.

- Jeg kan godt forstå, at det må være hamrende frustrerende at kunne se, hvor ens stjålne telefon befinder sig og ikke kunne gøre noget ved det. Men desværre er teknikken for upræcis til, at vi kan bruge det til særlig meget, siger Flemming Drejer.

Problemet med sporingstjenester er, at de lokaliserer telefonen til etområde, men ikke til et specifikt værelse i en etageejendom som Center Sandholm. Derfor kan politiet ifølge retsplejeloven ikke få en ransagningskendelse til at ransage hele Center Sandholm for at finde en enkelt telefon.

- Vi er bundet af retsplejeloven. Det handler om proportionalitet. Hvis der var tale om kronjuvelerne eller et meget farligt våben kunne vi godt ransage hele Sandholm. Men ikke på grund af en telefon, siger Flemming Drejer.

Nordsjællands Politi har flere gange foretaget ransagninger efter narko og tyvekoster på Center Sandholm, men det har sjældent resulteret i store fund.

- Det er ikke mit indtryk, at det er en hælercentral. De fleste asylansøgere er mennesker på flugt, og de er ikke interesseret i at der er kriminelle og politi på Sandholm, siger Flemming Drejer.