En bilist foretog torsdag aften en uvending på motorvejen i Nordjylland, hvorefter han stødte sammen med en anden bil. Ingen er kommet alvorligt til skade
En mandlig spøgelsesbilist var torsdag aften skyld i et færdselsuheld på motorvejen ved Hjallerup i Nordjylland, oplyser Nordjyllands Politi.
- Han kører ud på E45 ved Hjalleruptilkørslen, men da han kommer ned på motorvejen, laver han pludselig en uvending, så han kører i sydgående retning i det nordgående spor med det resultat, at han knalder ind i en anden bil, som kommer imod ham, fortæller vagtchef Peter Redder.
- Begge bilister er blevet kørt på sygehuset i Aalborg, men de slipper heldigt, og der er ingen andre, som er kommet til skade, fortsætter han.
Den ene bilist har fået et benbrud, mens den anden ifølge nuværende oplysninger slap med en mindre håndskade.
Politiet ved endnu ikke, hvad der fik bilisten til at køre imod køreretningen, men betjente er ved at afhøre ham på sygehuset, oplyser Peter Redder.
Politiet vil blandt andet have taget en blodprøve for at kunne fastslå, om manden var påvirket af alkohol.



