____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>'Kendt journalist og Stasi-jæger mistænkes for at være storspionen, alle leder efter'.

Sådan skriver Politiken, der lørdag erfarer, at den tidligere journalist ved Ekstra Bladet, Per Michaelsen, er identisk med den 'offentligt kendte dansker', som koldkrigsforskeren Thomas Wegener Friis har fundet oplysninger om i det tyske Stasi-arkiv.

I april vakte Thomas Wegener Friis opsigt, da han fortalte om en hidtil ukendt agent, der skal være af »en helt anden liga«.

- Jeg ved, hvad der chokerer mig, og det gør de her oplysninger. Vi kender mange sager med danske fodfolksspioner, der har indsamlet oplysninger, men den her sag er i en helt anden liga. Det, han har gjort, er grimt og har påvirket det danske samfund i negativ retning. Det gør dybt indtryk på mig. Der er ingen tvivl om, at det er den værste spionsag i Danmark, sagde lektoren ved Syddansk Universitet til BT, men ville ikke røbe den pågældendes identitet.Ifølge Politiken har forskeren dog 'selv fortalt flere personer', at storspionen er identisk med Per Michaelsen.

Politiken hæfter sig ved, at Thomas Wegener Friis tidligere har 'taget Per Michaelsens arbejde under kritisk behandling' i 2009. Her undrede Wegener Friis og en tysk kollega sig ifølge avisen over, hvordan Per Michaelsen i bogen 'Stasi og Danmark' kunne offentliggøre navne og dæknavne på danske DDR-agenter - to år før Stasi-arkivet fik 'styr på dæknavnene' på agenter i udlandet.

- Det er næsten (...) umuligt, at Stasi-arkiverne før 1996 har udleveret informationer om "Nelly" og "Gast", skrev Thomas Wegener Friis og kollegaen.

Citatet stammer fra artiklen 'En blomst fra Rosentræet', der handler om det såkaldte Rosenholz-arkiv. En tro kopi af DDRs udlandsefterretningstjenestes (HV A, red.) spion-register, som CIA i 1992 fik en kopi af. Et regulært efterretningsmæssigt scoop med tusindvis af dæknavne og sande identiteter på Stasi-spioner. Dele tilflød også PET.

I artiklen skitserer Thomas Wegener Friis derfor tre mulighed, der kan have ført til, at Per Michaelsen og hans kollega Mette Herborg kender dæknavnene "Nelly" og "Gast":

- Tidligere Stasi-officerer
- CIA
- PET

Om Stasi-muligheden skriver forskeren:

- Per Michaelsen havde forbindelse til folk fra HV A. Men hvilken interesse havde de i at ryge deres tidligere agenter ud? Det har netop været kendetegnende for de tidligere østtyske føringsofficerer, at de som hovedregel har holdt hånden over deres agenter og folk, der kunne mistænkes for at være østtyske spioner.

Ifølge koldkrigsforskeren er det heller ikke sandsynligt, at CIA har udleveret listen til Per Michaelsen og hans kollega. For det første, var CIA's arkiv-scoop ifølge Wegener Friis på det tidspunkt ikke kendt af mange 'uden for efterretningstjenesternes kreds', og 'hvorfor skulle den amerikanske efterretningstjeneste vælge at udlevere deres informationer til to mere eller mindre tilfældige danske journalister?, spørger Wegener Friis og hans tyske kollega i artiklen.

Dermed peger pilen ifølge de to forskere på danske PET.

Dels på grund af nogle faktuelle fejl i bogen, dels fordi PET lå inde med oplysningerne, før bogen blev til.

- Hos PET havde man allerede i 1993 fået informationer om østtyske militærspioner fra den Kolde Krigs tid. Rosenholz- folkene “Nelly” og “Gast” havde PET senest identificeret i oktober og november 1995. Det var med andre ord tids nok til, at de kunne nå at optræde i en Michaelsen og Herborgs bog i 1996, såfremt dæknavnene skulle være tilhvisket fra den kant, skriver Thomas Wegener Friis i artiklen.

Ifølge forskeren sad skiftende justitsministre i 1990'erne med viden om mulige danske Stasi-agenter uden at ville handle på den. Noget, der ifølge Wegener Friis skabte frustration i PET.

- Spørgsmålet er naturligvis, hvorvidt den frustration også herskede tidligere, og om den var så stor, at nogen følte sig kaldet til at give Ekstra Bladets folk nogle ideer? spørger Thomas Wegener Friis.

Per Michaelsen har over for Politiken afvist at være spion.