Dansk chauffør havde nær mistet livet i branden på Stena Nautica. Han lå og sov i sin lastbil, da branden brød ud.

En lur på vogndækket var tæt på at koste en 46-årig dansk chauffør livet, da der torsdag morgen udbrød brand i en lastbil ombord på Stena Nautica.

- Hold kæft, hvor var det tæt på, at jeg var død, fortæller han.

- Jeg lå og sov i mit førerhus, da jeg blev vækket af røgalarmen. Jeg kiggede ud og kunne slet ikke trække vejret. Det var en kvælende fornemmelse. Der var ingen ilt, og min hals lukkede af. Det sved som syre i halsen. Det var en ganske forfærdelig fornemmelse. Instinktivt greb jeg et klæde og holdt det op for munden.

Det fortæller chaufføren til bt.dk.





Han har mange timer på både danske og udenlandske veje bag sig, og er udmærket godt klar over, at det ikke er tilladt at sove i bilen på overfarten.

- Jeg har været en dum skovl og sovet i min lastbil, fortæller chaufføren, der af samme grund ikke ønsker at få sit navn frem.

For ham er den ulovlige lur på vogndækket imidlertid en nødvendighed for at kunne klare de mange timer bag rattet på lande- og motorveje.

- Hvis vi ikke benytter enhver chance for at få noget søvn, kan vi slet ikke hænge sammen, siger han og henviser til, at chaufførerne er pressede af køre-hvile-tids-bestemmelserne og bliver nødt til at sove, så snart muligheden er der.

- Det eneste sted, jeg kan sove på færgen, er i bilen. Der er alt for meget larm ovenpå. Selv i hvileområdet sidder folk i grupper og snakker, og så er det simpelthen umuligt for mig at sove, forklarer han.

- Det her er den eneste sted, hvor jeg bryder reglerne, for at få hverdagen til at hænge sammen.

Af hensyn til sit job og sin familie ønsker han at være anonym, men bt.dk kender hans fulde identitet.

Kvælende røg
- Da jeg kom ud af bilen, mødte jeg en mur af kvælende røg. Jeg kunne overhovedet ikke orientere mig. Derfor kastede jeg mig ned på knæ og kravlede under bilerne. Dernede kunne jeg bedre få vejret, og jeg kunne også se, hvilken vej, jeg skulle bevæge mig i. 

Pladsen mellem bilerne var for trang, så chaufføren måtte kravle under tre lastbiler, inden han genkendte den blå dør, der førrer op på passager-dækket.

- Jeg lignede noget, der var løgn, da jeg kom op. Jeg var simpelthen så beskidt, fortæller han.

Sammen med de andre passagerer sad han stille og roligt oppe på dækket og modtog hjælp fra besætningen.

- Der var ingen som helst form for panik. Alle tog det stille og roligt, fortæller han og tilføjer, at han har stor ros til besætningen, der tog sig godt af passagererne.

Har fået traume
Da færgen var kommet vel i land og ilden slukket, gik han ned i sin lastbil og kørte videre. Men her dagen efter begynder eftervirkningerne at melde sig.

- Når jeg lukker øjnene og skal sove, så kommer luften af røg igen. Jeg er bange for at falde i søvn.

Alligevel har han ikke tænkt sig at trække stikket ud for at komme til hægterne igen.

- Jeg skal bare op på hesten igen, og jeg skal også snart ud på en færge igen, siger han og giver dette gode råd til sine kolleger:

- Et godt råd til alle. Følg reglerne på færgerne. Sov aldrig i din lastbil under overfarten.