To sosu-assistenter har tirsdag været i retten for uagtsomt manddrab på ældre mand.

Tirsdag startede retssagen mod to aarhusianske sosu-assistenter, der er tiltalt for uagtsomt manddrab på en 88-årig mand, der døde som følge af fejlmedicinering.

Begge de tiltalte afgav på retssagens første dag forklaring, og det var tydeligt, at de begge var dybt berørte af sagen, skriver BT. Særligt den ældste af de tiltalte, en 33-årig kvinde, var meget påvirket og måtte flere gange tørre tårer væk med et lommetørklæde.

»Jeg har følt mig så skyldig og gør det stadig,« sagde hun grådkvalt i Retten i Aarhus.

Den 9. juli 2013 mødte den 33-årige sosu-assistent på arbejde om eftermiddagen, hvor hun skulle give den 88-årige noget medicin. Det ville han dog ikke tage, og den 33-årige sosu-assistent endte derfor med at knuse pillerne, som hun blandede op i noget saltvand og trak op i en sprøjte. Under hendes forklaring sagde hun, at hun efter at have rådført sig med en mere erfaren kollega var kommet frem til, at hun kunne give ham de knuste piller direkte i blodårerne via et drop.

»Når jeg tænker over det bagefter, kan jeg godt se, at det er forkert. Men i det øjeblik stolede jeg på min kollega,« forklarede den 33-årige berørt ifølge BT.

Den mere erfarne kollega har tidligere været sigtet i sagen, men der er ikke blevet rejst tiltale. Kollegaen vidnede i retten, hvor hun fortalte, at hun havde sagt til den tiltalte, at hun skulle blande de knuste piller i noget vand eller yoghurt, som den 88-årige kunne drikke eller spise.

Det var dog ikke den 33-årige, men derimod en 27-årig kvindelig sosu-assistent, som i sidste ende sprøjtede væsken med de knuste piller ind i den ældre mands årer. Hun var blevet tilkaldt af den 33-årige, som ikke kunne få droppet til at virke. Den 27-årige forklarede i retten, at hun stolede blindt på sin 33-årige kollega. En beslutning, hun i dag fortryder.

»Det var forkert. Men det kunne jeg ikke se i situationen,« sagde den unge kvinde.

Der falder dom sidst i maj.