En Porsche Cayenne, en Alfa Romeo og en Fiat 500 var blandt de biler, som den bedrageri-sigtede forretningsmand Mads Dinesen leasede på falske årsopgørelser og lønsedler. En privatdetektiv måtte hyres for at finde bilerne.

Det var som elementer taget ud af en en kulørt krimi, da anklageren fra Vestegnens politi torsdag læste anklagerne op mod den 22-årige direktør Mads Dinesen. Han er kendt under tilnavnet 'Champagnedrengen' og har senest har gjort sig bemærket i TV3’s ‘Kræsne købere’.

Den unge iværksætter fra Nordsjælland står sammen med sin 11 år ældre jetset-ven sigtet for bedrageri i omegnen af 30 millioner kroner. Torsdag blev Mads Dinesen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Glostrup, for lukkede døre, men inden nåede de i alt 15 anklagepunkter at blive læst op for den tilstedeværende presse.



Her kom det frem, hvordan Dinesen ifølge anklagen indsendte en falsk årsopgørelse og tre falske lønsedler, som dokumentation for sin købekraft, og den unge forretningsmand slap derfor afsted med at indgå købsaftaler på en Alfa Romeo til en værdi af 262.750 kroner og en Fiat 500 til en værdi af 112.750 kroner med firmaet FIat Finansiering A/S.

Derudover forsøgte Mads Dinesen også at få finansieret købet af en Porsche Cayenne til en værdi af 1,2 millioner. ‘Uagtet at de hverken havde evne eller vilje til at betale afdragene til billånene’, som det hedder i anklagen.

Bilerne blev først senere fundet ved hjælp af en privatdetektiv, ved en p-plads på Skodsborgvej i Skodsborg.

En privatdetektiv måtte også på banen i to andre forhold, hvor Dinesen og medsigtede leasede to BMW'er, som også sporløst forsvandt, da de sigtede ikke kunne betale. Den ene blev fundet af en privatdetektiv på Uplandsgade i København 3. maj i fjor, den anden blev fundet ved Fisketorvet i København.

Dinesen selv nægtede sig skyldig, i hvert fald mente hans advokat Ole Schmidt ikke, at der var tale om bedrageri, eller at hans klient havde 'kriminelle hensigter'.



Det er blot et blandt 15 anklagepunkter i den lange retsmødebegæring, der er lavet forud for dagens grundlovsforhør. Mens Dinesen blev fremstillet i Retten i Glostrup, blev hans 33-årige jetset-ven fremstillet i Dommervagten i København. Her valgte man ikke kun at lukke dørene til retsmødet, men også at nedlægge forbud mod at bruge jetset-vennens navn.

Mads Dinesen blev kendt som ‘Champagnedrengen’, da han lod sig fotografere, mens han forsøgte at hælde en flaske Dom Perignon til 75.000 kroner ind af‘ fattighullet’, en gammel indsamlingsbøtte ved en kirke på Skt. Annæ Plads i København.