En hyggelig tur ved stranden var ved at ende fatalt for en sjællandsk kvinde og hendes ti-årige datter søndag. For mens mor og datter lå i sandet, blev de kørt over af en bil.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til BT.

Den dramatiske seance fandt sted på Lakolk Strand på Rømø. Stranden er kendt for, at man kan køre helt ned på stranden i bil.

»Normalt sætter man sin bil ved nedkørslen, og så går man længere ned til vandet og lægger sig. Men mor og datter havde i dette tilfælde valgt at solbade lige foran deres bil«, forklarer Erik Lindholdt, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

Og så opstod problemet. For mens mor og datter lå og nød solen, så kom bilisten til den bil, der var parkeret ved siden af det solbadende pars bil, tilbage. Og han havde tilsyneladende ikke set de solbadende 'naboer', der må have ligget skjult foran deres egen bil.

»Han kører så frem og skråt til højre for at komme ud og ser ikke, at de ligger der. Og så kører han over dem,« fortæller vagtchefen.

På nærmest mirakuløs vis rammer bilisten mor og datter på en måde, så de slipper med livet i behold:

»Han kører over skulderen på den ti-årige og over armen på moderen,« fortæller vagtchefen, der er glad for, at sagen fik så lykkelig en udgang:

»Det er utrolig, at de slipper så heldigt. Det kunne være gået alvorligt galt,« siger han.

Lige efter, at uheldet sker, kommer strandens livreddere over og hjælper de tilskadekomne. Derefter bliver de med ambulance fragtet til sygehuset.

Den 46-årige mand, der kørte over de solbadende strandgæster, er ligeledes fra Sjælland. Politiet har dog ingen oplysninger om, hvorvidt han skulle være i familie med eller ven til de påkørte.