Justitsminister Søren Pind (V) tager nu affære, efter Østre Landsret tirsdag har afgjort, at den 46-årige kroatisk-fødte Gimi Levakovic alligevel ikke skal udvises af Danmark.

Ministeren meddeler onsdag på sin Facebook-profil, at han vil arbejde for, at sager som Levakovic-sagen altid afprøves i Højesteret, hvis det er muligt.

»Jeg har i dag anmodet Rigsadvokaten om at sørge for, at sager som Levakovic-sagen så vidt muligt afprøves i Højesteret. Disse sager har stor offentlig bevågenhed, og der er naturligt fokus på, om reglerne kan strammes,« skriver Søren Pind.

Levakovic blev tidligere på året fundet skyldig i våbenbesiddelse og i at have fremsat trusler mod en familie. Han blev ved Retten i Næstved dømt til udvisning samt et år og tre måneder i fængsel, men den afgørelse valgte Østre Landsret altså tirsdag at omstøde.

Levakovic skal nu i stedet et år og seks måneder i fængsel, men må altså blive i landet, når han løslades.

BNB