Den tidligere Venstre-minister Søren Pind har i dag politianmeldt en bilist for bevidst at have kørt ind i hans bil klokken 17.00 i dag, 1. juledag, mens Søren Pind var i bilen. Det fortæller Københavns politis centrale vagtleder Henrik Olesen til bt.dk

- Jeg kan bekræfte, at vi har modtaget en anmeldelse fra Søren Pind om, at en person har bakket ind i hans bil, siger Henrik Olesen.

Søren Pind selv skriver på Facebook i dag klokken 19.00, at det var en mørk Opel, der bevidst forsøgte at ramme ham. Søren Pind vælger endda at offentliggøre bilens nummerplade.

På Facebook skriver Søren Pind henvendt til bilisten i den mørke Opel:

- Hyg dig med politiet, flugtkørsel og bevidst påkørsel af politiker skal nok gå godt i retten. Som politimanden sagde, da jeg både havde vidne og nummerplade: "fedt". Ja. Skønt julen er hjerternes tid. Og ja, jeg er ok. Men rasende. Han så, hvem det var, og bakkede så lukt ind i mig. Grrrr. Som John McClane ville have sagt "ypka etc...", skriver Søren Pind.

Ifølge en opdatering fra Søren Pind har politiet nu fundet frem til bilisten, der kørte ind i hans bil.

- Politiet har fundet ham. Og bilen er ikke meldt stjålet. Fortsættelse følger, skriver Søren Pind, der henvendt til sine facebook-venner skriver, at det er mere alvorligt, at køre ind i politikere end i almindelige danskere.

- Hvis mennesker i offentligt embede påkøres af selvsamme grund er det en skærpende omstændighed. Det kan du vist også selv se fornuften i.


Den centrale vagtleder hos Københavns Politi, Henrik Olesen, ønskede tirsdag aften ikke at fortælle om politiet har haft fat i manden, som Søren Pind har politianmeldt. Henrik Olesen understreger, at det indtil videre blot er Søren Pinds påstand, at påkørslen skete bevidst.

Det er ikke lykkedes BT at få en kommentar fra Søren Pind selv. Det er heller ikke lykkedes BT at få oplyst, hvor alvorlig skaden er på Søren Pinds bil.