Sønderjysk motorvej spærret efter uheld
Et uheld på den sønderjyske motorvej nord for Kolding skaber tirsdag morgen trafikproblemer i trekantsområdet.
Et uheld på den sønderjyske motorvej nord for Kolding skaber tirsdag morgen trafikproblemer i trekantsområdet.
Sydøstjyllands Politi oplyser tirsdag morgen på Twitter, at motorvejen er spærret i nordgående retning nord for Kolding V mellem frakørsel 64 og frakørsel 63 Brandrupdam. Her er flere biler forulykket, skriver bt.dk.
»Politi og redning arbejder på stedet, så vi har ikke nogen tidshorisont på, hvornår der bliver åbnet igen,« siger vagtchefen ved Vejdirektoratet, Rune Johansen, til bt.dk.
Politiet opfordrer bilisterne til at finde alternative ruter, og ulykken giver store problemer for morgentrafikken i trekantsområdet. Allerede en halv time efter ulykken er der kø på strækningen.
En løsning kan være at tage landevejen 170 eller 161, men her vil der nok også være en del trafik, lyder det fra Vejdirektoratet.
»Meldingen lyder på fastklemte, så i første omgang drejer det sig naturligvis om at få hjulpet de tilskadekomne, men lige så snart, det er muligt, bliver der åbent et enkelt spor,« siger vagtchefen.