En tysk lastbil bragede søndag morgen direkte ind i en motorvejsbro ved Vojens. Chaufføren er uden for livsfare, men der er stadig store trafikale problemer på motorvejen i nordgående retning.

»Chaufføren er fløjet på Odense Universitetshospital. Han er ved bevidsthed, og der er ikke noget alvorligt galt med ham på trods af uheldet,« siger vagtchef Ole Aamann fra Syd- og Sønderjyllands Politi og fortsætter:

»Der er kun et spor åbent i nordgående retning, så vejen er farbar, men vi opfordrer bilister til at tænke i alternative ruter. Vi skal have omlæsset bilen, før den kan fjernes, så den holder fortsat og spærrer,« siger vagtchefen og vurderer, at der går flere timer, før vejen er ryddet fuldstændig.

Politiet blev alarmeret klokken 7.41 og ved endnu ikke, hvad årsagen til uheldet er.

BNB