En 55-årig mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger i surrogat, efter han onsdag middag blev fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for at have dræbt sin mor.

Den 55-årige mand blev anholdt tirsdag, efter den 78-årige kvinde blev fundet liggende død i sit hjem i Brabrand ved Aarhus. Sønnen opholdt sig i hjemmet, da politiet ankom til stedet.

Sagen blev i begyndelsen betragtet som mistænkelig af politiet, og derfor blev der indledt en større undersøgelse, mens sønnen blev anholdt, så politiet kunne afhøre ham.

Senere blev han sigtet for drabet på sin mor, og onsdag formiddag valgte en dommer i Retten i Aarhus at varetægtsfængsle sønnen i fire uger i surrogat. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Sønnen nægter at have begået forbrydelsen, men han har ikke kæret kendelsen om fængsling til landsretten, oplyser politiet til Ritzau.

Ifølge Ekstra Bladet boede mor og søn sammen i et rækkehus, hvor moderen blev fundet død tirsdag klokken 10.

Det var ifølge Ekstra Bladet en hjemmehjælper, der fandt den 78-årige kvinde død.

Retsmødet blev holdt for lukkede døre. Der er navneforbud i sagen.

/ritzau/