Ved du noget om sagen, så hører BT gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Klik her og se mere tv på localeyes.dk

En 15-årig dreng druknede for øjnene af sin far og storebror, da de tre lørdag aften var ude at bade ved Christiansminde i Svendborg.

»Det er en skrækkelig sag. Der er masser af vidner og hans familie, der har set, at han er druknet,« siger vagtchef ved Fyns Politi, Asbjørn Larsen, til bt.dk søndag morgen.

Teenageren var med en del af sin familie på stranden, da den dejlige sommerlørdag pludselig udviklede sig til en tragedie.

Det er endnu uklart, hvorfor det gik så galt. Drengen og hans far og bror opholdt sig for enden af en badebro, da den 15-årige pludselig forsvandt under bølgerne.

»Vi kan tænke mange ting. Der er strøm. Vandet var koldt. Han kan have fået krampe. Men det bliver gætteri. Vi ved det ikke,« siger vagtchefen og tilføjer, at drengen ikke var mere end nogle få meter fra sin far, da han gik ned.

»De prøver at få ham op igen, men han er bare væk,« forklarer Asbjørn Larsen.

Politi og redningsmandskab ledte efter drengen i flere timer med både dykkere og helikopter, men omkring klokken 23 vurderede man, at det ikke længere var realistisk at finde ham i live, og eftersøgningen blev indstillet.

»Området er fuldstændig eftersøgt på kryds og tværs, og vi kan ikke finde ham,« lød det fra vagtholdslederen ved Forsvarets Operationscenter lørdag aften.

Ifølge politiet er Svendborgsund ikke normalt et farligt sted at bade, men der er meget skiftende strømforhold i farvandet.

»Nu håber vi bare, at han snart dukker op. Også for familiens skyld,« siger politiets vagtchef.

Efter ulykken modtog den stærkt chokerede familie hjælp af krisepsykologer fra Svendborg Sygehus.