- Når vi skal finde et tilbud til en person som Klaus Dimke Rasmussen, er der mange kriterier, der skal opfyldes. Og dem mener vi , bliver bedst opfyldt i det projekt, han er i nu.

Sådan siger socialchef i Norddjurs Kommune, Margit Tang Møller. At Klaus Dimke Rasmussen igen og igen flygter fra et projekt til over 700.000 kr. om måneden, forstår hun intet af.

- Vi havde to socialrådgivere nede og besøge ham for nylig, og der virkede han meget tilfreds med projektet, siger socialchefen.

Hun kan godt forstå, hvis skatteyderne undrer sig over, at der skal bruges over 700.000 kr. om måneden på en enkelt kriminel.

- Jeg forstår godt, at prisen kan virke voldsom, men som jeg har sagt det tidligere, ønsker vi at give Klaus det optimale tilbud. Og så må vi betale prisen, slår socialchefen fast.