Den 42-årige kvinde, der er sigtet for menneskesmugling, brugte angiveligt sit rejsebureau og et utal af fup-invitationer til at smugle mennesker ud af landet. B.T. erfarer, at menneskesmuglingen skal være sket gennem omfattende fup med besøgs-visum.

- Hun har siddet og sprøjtet falske invitationer ud for penge.

Sådan siger en kilde om den store menneskesmugler-sag, som i dag bliver kørt bag lukkede døre, hvor kvinden er sigtet for at have bistået flere end 600 identificerede personer fra Filippinerne med ulovlig indrejse til Danmark og til andre lande i Schengen-området At personerne har kunnet identificeres skyldes ifølge B.T.'s oplysninger, at de alle har fået udstedt besøgs-visum på den norske ambassade i Manilla, der behandler ansøgninger om visum til Danmark. For at få sådan et skal man blandt andet have en invitation fra Danmark og til interview på ambassaden.

LÆS OGSÅ:

Disse invitationer mener politiet - ifølge B.T.'s oplysninger - at kvinden har produceret i stor stil.

B.T. erfarer, at sagen har været efterforsket gennem måneder af både dansk og norsk politi, efter at en dansk ansat 'spottede' et mønster i de mange bevilligede besøgs-visa fra den norske ambassade i Filippinernes hovedstad, Manilla.

Ifølge B.T.'s oplysninger har de ansatte på den norske ambassade ikke gjort noget ulovligt.

- Invitationerne har virket ægte, og så har der siddet nogle nordmænd derude og ekspederet det, siger en kilde til B.T.

En kvinde, der hævder at være filippinsk, men bosat i Frankrig, hævder i et indlæg på nettet, at hendes bror - modt klækkelig betaling - har gennemgået netop denne procedure i hænderne på den 42-årige kvinde og hendes filippinske rejsebureau.

- Der er et rejsebureau i XX (bynavn fjernet, red.) ved navn XX (kvindens rejsebureau, red.), som får alting til at glide - inklusiv visum og flybooking, hævder kvinden på nettet.

- Visum er ikke et problem, heller ikke hvis du er mindreårig eller har en plettet straffeattest, fordi de har en kontakt på den norske eller danske ambassade, skriver hun.

- Du skal møde op til et fup-interview, og så får du et visum efter to uger.

Ifølge indlægget på nettet står den 42-årige kvinde bag fup-nummeret, og når betalingen er faldet, bliver man booket på et fly til Paris via Danmark på et tre måneders besøgsvisum.

- De sender så meget som syv personer i pakfly. Ingen vender tilbage til Filippinerne, så det er dybest set menneskesmugling, skriver kvinden.