Colombianske narkosmuglere skar hundehvalpenes maver op, fyldte dem med heroin og syede dem sammen igen. Politiet fandt tre kilo heroin i seks hundehvalpe.

Ti små hundehvalpe blev reddet af politiet, da de i 2004 slog til mod en gård i Colombia. En dyrelæge havde skåret hvalpene op og indopereret tre kilo heroin i maverne på seks hvalpe.

Tre af hvalpene døde senere af infektioner efter narkoen var blevet fjernet, melder nyhedsbureauet AP.

- De tre andre hunde er fortsat i live og har det godt, er vi blevet fortalt, siger John P. Gilbride, chef for narkopolitiet i New York.

Det er endnu uklart, hvor mange hunde, der blev brugt til smugling.

Politiet mener, at de colombianske narkosmuglere brugte hvalpene og andre metoder til at smugle heroin for flere mio. dollars på rutefly i New York.

I alt blev 24 kilo heroin beslaglagt i forbindelse med anholdelserne.

- Jeg synes, det er skandaløst og afskyeligt, at de bruger små uskyldige hvalpe på denne måde. Det demonstrerer, hvor langt narkotikasmuglere er villige til at gå for at få narkoen ind i landet, siger John Gilbride.

sfr@bt.dk