Føtex på Vesterbro i København har tirsdag formiddag haft besøg af en noget uventet gæst.

På kundetoilettet blev der nemlig fundet en spillevende 40 centimeter lang slange. Det er efter alt at dømme en gæst, der har glemt den, fortæller vagtchef ved Københavns Politi Henrik Brix til Berlingske Nyhedsbureau.

»Den er orange, gul og hvidlig. Vi skal have fundet en, der er lidt kyndig på slanger, og så bliver den kørt på dyreinternatet, hvor den kan være under trygge forhold. Et kundetoilettet er næppe noget normalt eller godt sted at opholde sig for en slange,« siger han.

Politiet mener, at der er tale om en kornsnog. Den glemte slange kan dog også være en rottesnog.

BNB