Den 18-årige mand, der indrømmer at stå bag tirsdagens bombetrussel mod Slagelse Gymnasium, hvor han selv er elev, gjorde det af »personlige uddannelsesmæssige problemer«.

Det fortæller vicepolitikommissær Kurt G. Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Klik her og se mere tv hos Localeyes.dk

I forbindelse med efterforskningen fik politiet hurtigt mistanke til den 18-årige, som angiveligt brugte sin egen telefon til at indtelefonere bombetruslen. Han blev derfor anholdt på sin bopæl allerede tirsdag klokken 16.50.

»Vi kunne henføre den telefon, der blev brugt i forbindelse med opkaldet, til ham,« siger Kurt G. Nielsen.

Se video fra evakueringen af gymnasiet i går ovenfor.

Den 18-årige har indrømmet, at det var ham, der tirsdag klokken 10.57 ringede til 112 og sagde, at der ville sprænge en bombe på Slagelse Gymnasium klokken 12. Gymnasiet blev øjeblikkeligt evakueret og undersøgt, men da der hverken blev fundet bomber eller sprængstoffer, genåbnede det allerede om eftermiddagen.

Den 18-årige, der ifølge politiet talte med udenlandsk dialekt, da han indtelefonerede bombetruslen, er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf om trusler.

Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er der ingen medgerningsmænd i sagen, og den 18-årige er løsladt igen, da politiet ikke fandt det nødvendigt at kræve ham fængslet ved et grundlovsforhør.

BNB