Et ægtepar blev mandag morgen udsat for et voldsomt hjemmerøveri i Bispegade i Haderslev.

Det oplyser vagtchefen ved Syd- og Sønderjyllands Politi om ægteparret, der ejer en guldsmed-forretning.

De to endnu ukendte gerningsmænd brød ved fem-tiden om morgenen ind til det sovende ægtepar ved at fjerne en rude på førstesalen i parrets hjem. Derefter blev de overfaldet med knytnæveslag i ansigtet og truet med en pistol eller en pistollignende genstand.

Gerningsmændene tvang kvinden med ned i butikken i stueetagen, hvor de to fik udleveret kontanter og guldsmykker. Som det næste blev parret bundet med en ledning fra et strygejern, og gerningsmændene forlod ejendommen.

Ægteparret slap kort tid efter selv fri og alarmerede politiet. Gerningsmændene talte under røveriet gebrokkent engelsk og gebrokkent tysk, og er formentlig begge østeuropæere, lyder vurderingen.

Den ene af de to beskrives som 30-35 år, 180 – 185 cm høj og almindelig af bygning. Han har mørkebrune øjne. Mandag morgen var han klædt i mørkt joggingtøj, mørke kraftige kondisko og havde desuden cirka fem mm lange skægstubbe. Han medbragte en pistol.

Den anden gerningsmand beskrives som 180 - 185 cm høj og spinkel af bygning. Han var klædt i gråt joggingtøj med hætte med påskriften "Sport" trykt med hvidt på siden af hætten. Han var bevæbnet med en hobbykniv.

Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer eventuelle vidner til at kontakte politiet, hvis man har oplysninger om gerningsmændene, deres køretøj eller om hvilken retning, de flygtede i.