Rantzausgade igen scene for skyderi på Nørrebro

Politiet er netop nu rykket talstærkt ud i området omkring Rantzausagade på Nørrebro. Der er efter alt at dømme tale om en ny skudepisode i det i forvejen belastede kvarter.

- Der er hørt et enkelt skud i området, men vi har ingen meldinger om tilskadekomne. Vi har i hvert fald ikke fundet nogen, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi.

- Der er formentlig skudt efter en bil, men vi har ikke fundet projektilet endnu. siger han.

Politiet er lige nu talstærkt til stede i området, hvor de er i gang med at spærre de tilstødende gader af, så de kan afklare, præcis hvad der er sket.

Så sent som i august blev en civilbetjent ramt af skud i samme område, da han sammen med kollegaer var ved at visitere en gruppe mennesker. Det var ved samme lejlighed at rapperen Niarn blev strejfet af skudfragmenter.