Skyderi giver årelange straffe til seks bandefolk

Seks unge bandemedlemmer har onsdag fået mellem seks til 12 års fængsel, efter de tidligere på året var involveret i skudopgør i Skovlund.

Straffen for at skyde under bandekonflikten blev onsdag fastsat ved Retten i Glostrup, hvor seks unge mænd blev idømt mellem seks og 12 års fængsel for deltage i et skudattentat i Skovlunde i begyndelsen af marts.

Her blev der ifølge Københavns Vestegns Politi skudt mindst syv gange mod en lejlighed, hvor de dømte troede, at banden Loyal to Familia solgte hash. Det viste sig dog, at den lejlighed, der stod for skud, ikke tilhørte bandegrupperingen men derimod en tilfældig familie.

Familiefaderen og hans syvårige datter lå og sov i lejligheden, da angrebet fandt sted.

»Politiets intensive efterforskning og strategi mod banderne har båret frugt og vist sig særlig effektiv, når det nu lykkes både at få de personer, der har udført drabsforsøget, dømt, samt bagmanden, som har pålagt dem at udføre det,« siger anklager Sune Ploug Sørensen i en pressemeddelelse.

Seks unge bandemedlemmer har onsdag fået mellem seks til 12 års fængsel, efter de tidligere på året var involveret i skudopgør i Skovlund.

De seks unge mænd, der tilknyttet banden Værebros Hårde Kerne, blev dømt for drabsforsøg, og da skudepisoden fandt sted under forårets bandekonflikt mellem de to grupperinger, havde dommerne mulighed for at fordoble straffen på grund af den særlige bandeparagraf.

Den yngste, der affyrede skuddene, var blot 15 år, da episoden fandt sted. Han blev ligesom to af de andre på 16 år idømt seks års fængsel, mens en 17-årig og en 18-årig hver fik ni år.

Ifølge dr.dk er dommen på ni år til de to unge mænd den mest bemærkelsesværdige, da det er første gang i lang tid, at man overskrider den gamle grænse på maksimalt otte års fængsel til mindreårige, der dog blev ophævet i 2010.

Den 26-årige mand, der menes at være hjernen bag drabsforsøget, fik 12 års fængsel, oplyser Københavns Vestegns Politi.

»Sagen viser, at retten ser meget alvorligt på sagen og på bandekriminalitet. De udmåler langvarige fængselsstraffe, også selv om ingen personer kom til skade eller døde i den konkrete sag,« udtaler anklager Christian Schrøder efter dagens domsafsigelse.

Alle seks dømte, der blev fængslet efter retsmødet, ankede med det samme dommen med krav om at blive frifundet i landsretten.