En landmand fra Faxe blev på et hængende hår reddet op af et vandløb, inden vandmasserne sugede ham ned.

Skybruddet lørdag morgen havde nær kostet et menneskeliv. En landmand fra Faxe var ved at drukne, da han lørdag formiddag ville rense et tilstoppet vandløb på sin ejendom på Bodevænget.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Landmanden, der er 52 år, ville tilse sine marker efter skybruddet, og han opdagede, at vand fra et tilstoppet vandløb var ved at strømme hen over markvejen.



Derfor prøvede han at fjerne proppen i det rør, der fører vandet under vejen, men han faldt i vandet og blev suget ned i vandløbet.

Vandløbet var så vandrigt, og strømmen så kraftig, at en tililende nabo ikke kunne redde landmanden op.

I stedet tilkaldte naboen Falck, der måtte slå et reb om manden for at få ham trukket op.

- Det var på et hængende hår. Manden stod i vand til hagen, og var på nippet til at blive suget ned i vandløbet, da redningsmandskabet kom, siger vagtchef Søren Nielsen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

/ritzau/