Et skybrud har ramt det østjyske. Djurslands-motorvejen i retning mod Aarhus er lukket og forventes at være det det meste af dagen, oplyser politiet
- Det er ret voldsomt for øjeblikket. Vi har været nødt til at lukke motorvejen mellem Djursland og Aarhus ved afkørsel Hjortshøj/Lystrup. Der er simpelthen så meget vand på kørebanen, at det ikke er muligt at køre der, sagde Jesper Drejer, der er vagtchef hos Østjyllands Politi i morges.
Her først på eftermiddagen er det alene retningen mod Aarhus, der er lukket.
- Vi forsøger at pumpe vandet væk, men vi har ikke rigtig nogen steder at pumpe det hen. Vi forventer derfor, at motorvejen vil være lukket i nogle timer endnu.
- Derudover har vi problemer med oversvømmede veje omkring Lystrup, ligesom vi har problemer med, at nogle vandreservoirer i området er ved at løbe over siger Jesper Drejer.
Også Aarhus oplever store problemer som følge af nattens skybrud.
- Vi har vel lige nu en ti steder i Aarhus, hvor vandet har skabt større gener. Kloakdæksler der er røget op og lignende. Derudover er der selvsagt meget vand på vejen, så folk skal godt nok passe på, hvis de skal ud og køre, siger han.
- Så vi har faktisk rasende travlt lige nu, siger han.
På vej mod Fyn
Det værste er dog overstået for østjyderne. Regnvejret bevæger sig lige nu østover.
- Frontzonen er lige nu på vej mod syd/øst - ned over nordvest Fyn. Der er risiko for lokalt skybrud, fortæller vagthavende metrolog hos DMI, Jeanne Mangerel.
I det hele taget forventer DMI, at store dele af landet kommer til at opleve regn. Det er dog ikke ens betydende med, at alle skal frygte for skybrud.
- Det er meget lokalt. Man kan sagtens opleve områder, hvor der kommer voldsomme regnmængder, mens man få kilometer derfra stort set ingen regn får. Vi forventer dog ikke samme mængder som dem, de har oplevet i Østjylland i nat, fortæller Jeanne Mangerel.
Har skybruddet ramt dig? Send dine billeder af det kraftige regnvejr til 1929@bt.dk



