Både fysisk og mentalt går det godt med den betjent, der i august blev ramt i hovedet af skud på Christiania.

København. Skridt for skridt går det i den helt rigtige retning for en betjent, der i august blev skudt i hovedet på Christiania.

Det går så godt, at betjenten formentlig snart kan blive udskrevet fra hospitalet. Det oplyser Københavns Politiforening til DR Nyheder.

- Efter omstændighederne går det faktisk rigtig godt. Han kan gå, han kan tale, han kan svømme, han kan spise selv, og han kan faktisk også løbe en lille tur sammen med plejepersonalet, siger formand Michael Bergmann Møller.

- Han har været igennem en massiv genoptræning og har genvundet en stor del af sin førlighed. Hans psyke er som før, og han vil inden længe blive udskrevet fra hospitalet, siger han videre til DR Nyheder.

Betjenten blev alvorligt såret af skuddet og var i livsfare i længere tid.

Episoden fandt sted 31. august sent om aftenen, da to civilklædte politifolk standsede en 25-årig mand, der kom cyklende på Christiania. Politiet ville pågribe ham med omsætningen fra dagens handel i en hashbod.

Men den 25-årige trak en pistol og skød den ene betjent i hovedet og den anden i benet. Også en civil person blev ramt i benet.

Næste morgen blev gerningsmanden selv skudt af PET's aktionsstyrke, da den forsøgte at anholde ham i Tårnby på Amager. Han døde af sine kvæstelser.

Michael Bergmann Møller lægger ikke skjul på, at det har været en hård tid for familien. Betjentens kæreste var også gravid, da han blev skudt. Hun har siden født.

- Han er blevet far til en lille dreng, og med personalets hjælp var han med til fødslen, siger Michael Bergmann Møller til DR Nyheder.

Det er uvist, om betjenten vil vende tilbage til tjeneste i politiet. I første omgang skal han blive ved med genoptræningen.

/ritzau/