Torsdag aften blev der affyret skud mod rockergruppen Bandidos’ tilholdssted i Vordingborg. Ingen blev ramt, oplyser politiet.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi modtog torsdag aften klokken 21.26 en anmeldelse om skud på Boulevarden i Vordingborg.

- Vi kan konstatere, at der er blevet affyret skud mod Bandidos’ rockerborg på Boulevarden. Vi ved endnu ikke, hvor mange. Teknikerne er stadig på stedet. Men ingen blev ramt eller kom til skade, fortæller vagtchef Stefan Jensen, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Tidligt fredag morgen var ingen endnu anholdt.

- De fem personer, der opholdt sig inde i huset, blev kortvarigt taget med på stationen til afhøring, men de har ikke noget med skyderiet at gøre, udover at de var i huset, siger Stefan Jensen.

Politiet kender endnu ikke baggrunden for skyderiet og er fortsat i gang med at undersøge stedet.