Torsdag aften affyrede en mand to skud mod et bordel på Finsensvej på Frederiksberg.

To uger efter at en bande truede flere københavnske bordeller til at betale dem penge, blev der er i aftes kl. 23.24 affyret skud mod et større bordel på Finsensvej på Frederiksberg.

- Der er skudt ind gennem døren. Der var personer til stede på massageklinikken, men ingen blev ramt, siger John Hansen, den centrale Vagtleder ved Københavns Politi til bt.dk.

Skuddene gik direkte gennem døren, så hagl blev spredt i lokalerne.

Politiet har endnu ikke meldt et signalement af gerningsmanden ud.

Sexarbejderenes InteresseOrganisation (SIO) skriver i en pressemeddelelse, at billeder fra bordellets overvågningskamera viser en ung mand, der kommer cyklende, stiger af, tager et gevær op af en taske og affyrer to skud, for derefter at cykle væk igen.

Overvågningsbillederne viser desuden, at to yngre mænd kort forinden var forbi bordellet, men går igen.

Skuddene falder blot to uger efter, at BT kunne fortælle, hvordan en gruppe bevæbnet med knive og iført hættetrøjer med logoet LTF - Loyal to Familia - truede tre københavnske bordeller med det formål at få udbetalt beskyttelsespenge.

Bandemedlemmerne afleverede et telefonnummer på en seddel til telefondamerne på bordellerne og sagde, der skulle ringes på nummeret inden 24 timer. -' Ellers kommer vi og smadrer det hele, sagde de', fortalte en bordelmedarbejder til BT.

Københavns Politi kan endnu ikke sige, om skudepisoden kan kædes sammen med truslerne. Men politiet bekræfter over for BT, at de i den seneste tid har haft anmeldelser, hvor personer har optrådt truende på flere bordeller.