Der blev natten til søndag affyret omkring 10 skud ved Kisumparken i Brøndby Strand, oplyser Københavns Vestegns Politi.
- Klokken 02.20 får vi en anmeldelse fra et vidne, der har hørt 10 skud blive affyret af en gruppe personer i nærheden af to hvide varebiler i området, fortæller vagtchef Kim Svenningsen.
Der bliver straks sendt flere patruljer til området. De finder hverken skudhuller på bygninger eller biler.
Der bliver dog fundet flere afskudte patronhylstre på en parkeringsplads i nærheden.
Politiet kender ikke identiteten på anmelderen af episoden og er i gang med flere afhøringer.
Søndag morgen melder Vestegnens Politi, at man endnu ikke har fundet hverken ofre eller gerningsmænd.
- Det er lidt ærgerligt, for nu havde der faktisk ikke været nogle skyderier i lang tid, og så sker det her, fortæller vagtchefen søndag morgen til bt.dk.
Området omkring Kisumparken er dog ifølge politiet ikke et af de områder, der tidligere har været rammen om skyderier.
Eventuelle vidner der har set eller hørt noget bedes kontakte Københavns Vestegns Politi på telefon 43 86 14 48.
BNB