48-årig mand ser ud til at overleve at være blevet skubbet ud foran et tog. Politiet: Vi ved, hvem gerningsmanden er.

Politiet er sikker på identiteten af gerningsmanden til overfaldet på Ishøj Station i går formiddag, hvor en 48-årig mand blev skubbet ud foran et kørende S-tog.

Den 48-årige mand, der er af pakistansk oprindelse, pådrog sig indre blødninger i hovedet og lungerne, da han ramtes af toget. Den seneste melding fra Rigshospitalet lyder på, at hans tilstand er stabil, oplyser vagtlederen hos Københavns Vestegns Politi til morgen.

- Vi regner bestemt med at anholde gerningsmanden. Måske melder han sig selv, fortæller vagtlederen.

Billeder fra overvågningskameraer viser en ansigtstatoveret og kronraget mand skubbe den 48-årige ud over perronkanten i samme øjeblik, som et S-tog passerede. Manden blev trukket 25 meter hen ad skinnerne.

Overvågningskameraerne afslører også, at den 48-årige kort før overfaldet var havnet i en diskussion med den tatoverede mand samt tre andre personer i et af stationens venterum.

/ritzau/