I videoen fortæller Rikkes mor og den voldsomme oplevelse

Normalt er det ofret for mobning, der skifter skole for at komme væk fra sine plageånder. Men hvis det viser sig, at 12-årige Rikke Nielsen fra Randers plageånd, som står bag 'rikkeerfuckingklam' siden går i den samme skole, vil vedkommende blive bedt om at skifte skole. Det fortæller Hadsundvejens Skoles skoleleder Thomas Kold til bt.dk.

Når skolesommerferien begynder, lukker Hadsundvejens Skole i Randers, hvor Rikke Nielsen går i skole. Det betyder, at hun og de andre elever bliver fordelt på to andre skoler.

Men skolelederen vil sikre sig, at den eller de, der stod bag hadesiden, ikke kommer til at gå på den samme skole som Rikke. Lige som hun heller ikke skal risikere at rende ind i sine plageånder i skolegården.

»Der kunne man jo overveje, at den elev, som måske har gjort det her, flytter skole meget hurtigere og til en anden skole, »siger Thomas Kold.

Dermed går skolen imod den politik, som skolerne ellers normalt benytter sig af i forbindelse med mobning. Der er det nemlig ofret, der forlader skolen og sine plageånder, der i stedet bliver tilbage på skolen.

»Det her er jo et psykisk overfald, som kan være slemmere end et fysisk overfald. Og den det går udover skal jo ikke gå på skole og møde voldsmanden hver dag. Så må vi eksportere voldsmanden eller krænkeren, » fastslår Thomas Kold og medgiver at skolen dermed går den modsatte vej.

Ifølge skolelederen går Rikke i en normalt fungerende 5. klasse, hvor der godt nok har været noget pigefnidder, men ikke noget som har tangeret den slags mobning, som den eller de ukendte bag hadesiden har udsat Rikke for.

Skolen har i det hele taget været på, lige siden det i går kom frem, hvordan 12-årige Rikke Nielsen er blevet truet på livet på den nu lukkede hadeside 'rikkeerfuckingklam' på Instagram.

»Skolelederen har tilbudt os al mulig hjælp også psykologhjælp. Der er også blevet skrevet brev fra skolen til forældrene på skoleintra, som jeg fik lov at se, inden det blev sendt ud. Det var et fantastisk brev, som viceskolelederen har skrevet. Hun har også gået rundt i klasserne og har fortalt om situationen, »fortæller Rikkes mor, Hanne Nielsen til bt.dk.

Lige som skolen har tilbudt Rikke at få noget hjælp til at vende tilbage til skolens hverdag igen, efter den store følelsesmæssige belastning og mediestorm, hun har været igennem de sidste dage.

»Sopm Rikke selv siger, så kan hun slet ikke holde ud, hvis alle kommer hen og spørger hende. Det forstår jeg godt. Men jeg kan heller ikke sidde hjemme som mor og vifte dem alle sammen væk. Derfor er vi nødt til at få noget hjælp til at håndtere situationen,«mener Hanne Nielsen, som er meget glad for skolens hjælp og støtte til sin datter.

» Rikke er ikke ladt i stikken. Under nogen omstændigheder, » lyder det taknemmeligt fra moderen.