En kvindelig skoleleder på Fyn er blevet politianmeldt for racisme efter en episode, hvor skolelederen irettesatte en gruppe elever med muslimsk baggrund. Det skriver Fyens Stiftstidende ifølge dr.dk. Det er faren til en af eleverne, der har valgt at melde skolelederen til politiet

Ifølge avisen har skolelederen erkendt, at hun sagde følgende, da hun skulle irettesætte gruppen af elever:

- Jeg er så skide træt af jer muslimer, som ødelægger undervisningen.

Ordene faldt, fordi eleverne grinede ad hende, og det fik hende til at miste besindelsen. Skolelederen beklager sine udtalelse.

- Der opstår en situation i undervisningen, hvor nogle børn må tilrettevises. De griner ad mig, og filmen knækker, og jeg kommer til at sige det der. Det beklager jeg, siger hun ifølge Fyens Stiftstidende.

Skolechef for Odense Kommune, Poul Anthoniussen, har indkaldt skolelederen til en tjenstlig samtale. Han betegner udtalelsen som helt uacceptabel.

Advokaturchef hos Fyns Politi Henrik Møller vurderer ikke, at det er en grov sag, men det bliver op til juristerne hos politiet at tage stilling til, hvorvidt udtalelsen får et retsligt efterspil.