Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Helt unge skolebørn er begyndt at modtage tilbud om at købe stoffer, efter politiet lukkede lokalstationen i Kerteminde. Det mener en lokalpolitiker, som nu råber vagt i gevær.

Skolebørn i Kerteminde Kommune er begyndt at modtage sms-beskeder fra pushere, der leder efter nye kunder.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

I en af beskederne, som også helt små børn i første klasse modtager, står der:

'Super gratis tilbud. Hash - ja, gratis til alle, hvis du ringer'.

Særligt inden for det seneste år har salget af stoffer i området vokset. Det fortæller formanden for børn- og skoleudvalget i Kerteminde Kommune, Kasper Olesen (S). Og årsagen er ifølge ham helt enkel.

»Inden for det sidste års tid har salget af stoffer åbnet sig op, hvor det før var noget, der foregik i det skjulte, så er det ikke en lyssky ting at sælge stoffer mere, for pusherne føler sig ikke længere pustet i nakken af politiet,« siger han til Fyens Stiftstidende.

Siden den lokale politistation lukkede, har SSP-samarbejdet lidt, og forbruget af stoffer er steget i kommunen, forklarer han. Hvor de lokale betjente tidligere hurtigt tog ud, når der kom en anmeldelse, eller gav en alvorlig opsang til den unge, der blev taget med stoffer på sig, har flere borgere i kommunen nu oplevet, at der ikke sker noget, når de anmelder pusherne.

Det har ifølge Kasper Olesen fået flere folk til helt at lade være med at anmelde det, når de ser eller hører noget.

Derfor tog han sammen med borgmesteren mandag et møde med politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversem om situationen for at finde ud af, hvordan man kunne forbedre samarbejdet.

Til Fyens Stiftstidende fortæller han, at 'tavlen er vasket ren' nu, og at politiet har lovet, at de kommer, når de får en anmeldelse.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.