Eleverne på den skole, hvor den ni-årige dreng, der blev dræbt i trafikulykke ved Præstø, gik, er fredag eftermiddag blevet informeret om deres klassekammerats død.

- Vi er lige nu i gang med vores sorgplan, og jeg har vist det det her i halvanden time. For kort tid siden har vi snakket med vores elever på skolen, og nu fortsætter vi på vores SFO, hvor nogen af hans kammerater er, siger Helle Justesen, der er skoleleder på Præstø Skole fredag eftermiddag til bt.dk

Den ni-årige dreng gik i anden klasse på skolen, hvor han har tilbragt hele sin skolegang. Både elever og lærere er derfor godt bekendte med den unge elev.

- Det er dybt tragisk, dybt tragisk. Det er helt forfærdeligt, at det er sket, siger skolelederen om den forfærdelige ulykke, der fandt sted på Næstvedvej uden for Præstø fredag morgen.

Drengen befandt sig i en bil sammen med sin mor, sin lillebror og sine to ældre stedbrødre, da moderen trak ud for at overhale en lastbil. Af uvisse årsager fejlbedømte hun afstanden til en modkørende bil, hvilket resulterede i, at familiens sorte Mazda bragede frontalt ind i en modsatkørende gul Fiat.

Begge biler blev ved påkørslen smadret til uigenkendelighed.

Den 31-årige mor blev ligesom sin ældste søn dræbt ved ulykken, mens de tre andre børn slap med kvæstelser. Den 28-årige mand, der førte den modkørende bil, blev alvorligt kvæstet, men meldes fredag eftermiddag uden for livsfare.