Onsdag gik flaget på halvt på Trørødskolen i Vedbæk, hvor to børn gik, der i morges blev dræbt af deres far. Et tredje barn på to år blev ligeledes dræbt af sin egen far.

Både elever og lærere på Trørødskolen i Vedbæk er i dyb sorg, efter en 44-årig far onsdag morgen skød og dræbte sine tre børn, hvoraf de to - en otte-årig pige og en 10-årig dreng, havde deres daglige gang på skolen.

- Jeg har faktisk ikke lyst til at sige noget nu. Det har været en lang og forfærdelig dag. Jeg er både udkørt og træt, siger skoleleder Peter Gottlieb til bt.dk.

Han fortæller dog til bt.dk, at skolen har forsøgt at holde dagen så almindelig som mulig for at skåne børnene på skolen.

Skolen har hele dagen orienteret børnene om den tragiske hændelse, og skolen har ligeledes sørget for, at der hele tiden har været voksne til stede, hvis børnene fik behov for at tale om, hvad der er sket.



Hele dagen har der også været flere psykologer på skolen for at tale med de børn og voksne, som måtte have behov for krisehjælp.

Stemningen på skolen er trist, og børnene i de klasser, hvor de to dræbte børn gik, er blevet sendt hjem.

Skød og dræbte sine børn
Onsdag blev en 44-årig mand anholdt og sigtet for at have skudt og dræbt sine tre børn på to, otte og 10 år.



Det var moren, der kontaktede politiet, efter en sms-besked fra hendes fraskilte mand - og børnenes far - gjorde hende bekymret.

I sms'en stod der, at faren ville tage børnene med ud på en rejse.

Politiet kørte til farens adresse i Birkerød, hvor de fandt de tre børn skudt. Faren havde forsøgt selvmord, men det mislykkedes.

Han bliver fremstillet i grundlovsforhør i dag - sigtet for tredobbelt manddrab.