Klaus Paghs ekskæreste Karema Hviid står til fængsel for bortførelse af deres fælles barn. Dom falder onsdag.

I et dødsbo ved Sjællands Odde uden telefon og internet, holdt Klaus Paghs ekskæreste, Karema Hviid, sig skjult under navnet Sanne sammen med deres fælles søn Isak i næsten et år

Det kom tirsdag frem ved byretten i Roskilde, hvor 39-årige Karema Hviid er tiltalt for at have skjult den nu ni-årige søn Isak for Klaus Pagh i perioden april 2011 til januar 2012.

Karema Hviid udrejste i oktober 2010 med sønnen, fordi hun følgte sig og sønnen chikaneret af Klaus Pagh. Først rejste mor og søn til Hong Kong, for efter et par måneder at tage til Egypten, hvor Karema Hviid har noget familie. På det tidspunkt havde Karema Hviid havde den forældremyndighed over lille Isak, men da ingen kunne få fat på Karema Hviid, og Klaus Pagh derved ikke kunne få samvær med sin søn, valgte Østre Landsret midlertidigt at tildele Klaus Pagh den fulde forældremyndighed i april 2011.

Karema Hviid holdt dog stadig sin søn skjult for den tidligere teaterdirektør, hvilket fik politiet til at udstede en arrestordre på Karema Hviid.

Hvad Klaus Pagh og politiet ikke vidste, var, at Karema Hviid allerede befandt i Danmark på det tidspunkt med sønnen.

I retten kom det frem, at hun vendte tilbage til Danmark i marts 2011, fordi hendes mor var blevet syg. Efter hjemkomsten til Danmark fik Karema Hviid gennem en venindes veninde lov til at skjule sig med sønnen i et dødsbo i Sjællands Odde, indtil hun blev anholdt i januar 2012.

Her gik hun under navnet Sanne, og hun holdt lav profil i lokalområdet i begyndelsen. Ikke engang udlejeren af huset vidste i begyndelsen, hvem Karema Hviid var.

Det fortalte udlejeren tirsdag i retten.

- Jeg oplevede en familie, der levede i stor angst, og det bar både Karema og Isak præg af. Langsomt fandt jeg ud af, hvem de var, og hvad de havde været udsat for, men mit indtryk var, at hun hele tiden var bange for, at Isaks far (Klaus Pagh, red.) skulle finde ud af, hvor de var, forklarede kvinden og sagde, at Karema Hviid kun havde betalt for vand og varme for at bo i huset.

Karema Hviid holdt hele tiden Isak hjemme fra skolen og underviste ham i stedet selv.

Karema Hviid og Klaus Pagh har, siden sønnen blev født, bekriget hinanden om, hvor sønnen skal bo. Det har føget med beskyldninger, hvor Klaus Pagh har beskyldt Karema Hviid for kun at være ude efter hans penge. Modsat har hun beskyldt Pagh, der i 60 og 70´erne fejrede store succeser som teaterdirektør med kendisser som Preben Kaas, Dirch Passer og Jørgen Ryg på rollelisten, for incest af sønnen, hvilket politiet aldrig har fundet bevist.

Karema Hviid blev anholdt 31. januar 2012, efter sygeplejersker på Hvidovre Hospital, hvor hendes mor var indlagt, havde tippet politiet om, at Karema Hviid var i Danmark. De stoppede hende i en bil på Holbækmotorvejen, hvorefter hun blev anholdt og efterfølgende varetægtsfænglset frem til midten af marts.

Karema Hviid nægter sig skyldig i anklagerne, da hun troede, at hun hele tiden havde forældremyndigheden over Isak. Byretten lukkede dørene, da Karema Hviid skulle afhøres samt, da halvanden times video-afhøringer af Isak Hviid skulle afspilles.

Retssagen fortsætter onsdag, hvor der ventes at falde dom.

Rettelse: BT skrev i første omgang, at Karema Hviid og Klaus Pagh havde fuld forældremyndighed, da Karema Hviid rejste ud med Isaak. Det er ikke rigtigt. Karema Hviid har haft den fulde forældremyndighed indtil april 2011.