Selv om inspektøren ved, hvem der står bag branden på Scandinavian Star, vil han ikke afhøres af norsk politi.

Oslo: Nej.

Så klart var svaret fra den tidligere skibsinspektør i Søfartsstyrelsen Flemming Thue Jensen på et pressemøde i Oslo søndag, hvor inspektøren kom med nye oplysninger i sagen om mordbranden på Scandinavian Star tilbage i 1990.

Pressemødet var arrangeret af "Stiftelsen Efterforskningen Av Mordbrannen Scandinavian Star", som siden 2010 har arbejdet på at få opklaret sagen.

- Jeg vil ikke lade mig afhøre. Jeg synes, norsk politi har haft en meget uheldig sag. Jeg har ikke tillid til dem, siger Flemming Thue Jensen, som dog gerne vil lade sig afhøre i retten.

Den tidligere skibsinspektør hævder, at han ved, hvem der står bag mordbranden, hvor 159 mistede livet.

Han og hans kollega kom nemlig ud på skibet den 7. april 1990 lige efter katastrofen for at undersøge, hvordan det var sket.

- Vi vidste, at det syn, der mødte os, ville være forfærdeligt. Vi var nogle af de første, der kom om bord.

Senere skulle de afgive søforklaring, men blev altså ifølge Flemming Thue Jensen ikke kaldt til samtale hos det norske politi. Og det en skandale, da inspektørerne "vidste mest i hele Skandinavien."

- Det allersørgerligste er, at hvis de havde hørt på det, jeg sagde, så kunne de have minimeret antallet af mistænkte. Vi kunne have fået formindsket antallet af mistænkte ned på tre personer, og vi kunne have opklaret det på en måned.

- Det er den største skandale politimæssigt, siger han.

Flemming Thue Jensen mener, at politiet saboterede deres egen efterforskning.

- Politiets efterforskning kørte i ring og gik i stå, siger han.

To gange henvendte han sig til forskellige norske politifolk med oplysninger om de tegn på påsatte brande, som han havde observeret. Men det skete kun mundtligt. Først i Lysekil i Sverige i april 1990 og dernæst i København i juni.

- Han ville ikke snakke om det, siger han om den ene efterforsker.

Han kalder branden "helvedes udspekuleret" og fortæller, hvordan gerningsmanden sørgede for, at ilden fik tilført luft, og at branddøre ikke lukkede i. En klods blev brugt til at holde en skydedør åben, således at ilden kunne brede sig, siger han.

Skibet var 7. april 1990 på vej fra Oslo til Frederikshavn, da flere brande opstod. 159 mennesker omkom i tragedien.

Efter 26 år er sagen ikke blevet opklaret. I 2014 startede norsk politi derfor en ny efterforskning, og der blev nedsat en undersøgelseskommission i januar 2015, der skal klarlægge de norske myndigheders håndtering af sagen.

/ritzau/