19-årige A., som er sigtet for på særdeles brutal og blodig vis at have dræbt sin egen mor, 46-årige Lisbeth Pedersen, i hendes hjem i Pilehuse ved Rudkøbing på Langeland, er endnu ikke blevet afhørt af politiet.

A., som er diagnosticeret paranoid skizofren, og som søndag eftermiddag gik amok med en stor køkkenkniv og skar halsen over på sin mor og tildelte hende utallige stik og snit over det meste af kroppen, har siden anholdelsen kort efter drabet været tvangsindlagt på en lukket psykiatrisk afdeling.

Den nu moderløse søn blev mandag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Svendborg in absentia - dvs. uden at være fysisk til stede - og blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.

Jack Liedecke, efterforskningsleder og vicepolitikommissær ved Fyns Politi, siger til til bt.dk:

- Vi har stadig ikke fået godkendelse fra lægerne til at afhøre den 19-årige, så vi har endnu ikke talt med ham og ved derfor ikke, hvordan han forholder sig til drabssigtelsen.

- Den sigtede er jo blevet tvangsindlagt, og det er op til lægerne at vurdere, hvornår han er klar til at tale med os. Når han er parat til det, vil han blive fremstillet i grundlovsforhør igen og vi starter sagen helt forfra, hvor han bliver spurgt, om han vil udtale sig, og hvor anklageren dokumenterer sagen. Men vi ved af gode grunde ikke, hvornår det bliver, siger Jack Liedecke videre.

A. har egen lejlighed i Odense, men han har gennem fem måneder været indlagt på psykiatrisk afdeling på grund af sin sygdom, som blandt andet udmønter sig i, at han angiveligt tror, han har fået indopereret en chip i næsen, så han kan aflyttes.

For godt tre uger siden blev han udskrevet, og i grundlovsforhøret mandag kom det frem, at han siden udskrivelsen fra afdeling P har opholdt sig hos sin mor. Og at han blot to dage efter, han blev udskrevet, stoppede med at tage sin antidepressiv-medicin.

Det medførte, at han har fået det stadig dårligere, og få timer før tragedien havde hans mor Lisbeth Pedersen og hendes eksmand, A.s far, aftalt, at hun mandag morgen skulle tage kontakt til hans egen læge eller psykiatrisk afdeling for endnu en gang at få ham tvangsindlagt, så han kunne komme under behandling.

Men det nåede Lisbeth Pedersen aldrig, idet sønnen kort tid efter, at hans far var taget fra huset på Nordre Landevej i Kulepile, gik amok med kniven.

Det var Lisbeth Pedersens mor, A.s mormor, der fandt hende liggende i en blodpøl på stuegulvet, da hun kom på besøg. A. var også til stede i huset.

Politiet blev alarmeret og tog ingen chancer, da de gik ind for at anholde ham. De var bl.a. iført skud- og stiksikre veste. Selve anholdelsen af A. foregik dog udramatisk.