Politiet skabte balladen i Vollsmose, mener 30-årige Said Hassan, der overværede episoden fra sin lejlighed. ”Ingen stoler på politiet mere,” siger han.

Said Hassan fra Vollsmose har en forklaring på balladen i går.

- Politiet ville ikke hjælpe ham, der var kørt galt. De tog ham med håndjern ind i bilen, og der kom hverken ambulance eller noget. Så blev folk vrede og aggressive.

Den forklaring stemmer ikke med Odense Politis, hvor man forklarer, manden blev kørt væk fra menneskeflokken, så ambulancen kunne komme til ham. Det betød, at lægen kunne komme til patienten uden indblanding og blot med 4-5 pårørende som tilskuere.

- Efter min opfattelse handlede politiet helt korrekt, siger ambulancelæge Søren Mikkelsen til Berlingske.dk

Hørte ingen skud

Said Hassan stod i sin lejlighed og så på, mens stemningen blev mere og mere ophidset. Flasker fløj mod politiet, og biler blev stukket i brand.

- Det så skræmmende ud. På en anden måde var det sjovt, fordi politiet var bange og ikke kunne stå ansigt til ansigt med dem, som lavede balladen. Politiet flygtede, fortæller Said Hassan.

I hans ører lød der ingen skudsalver, som han stod der og kiggede ud af vinduet. At to betjente hørte patronernes susen og så ild fra pistolmundinger, giver Said Hassan ikke meget for.

- Hvis politiet har sagt det, så passer det ikke. Der er ingen, der stoler på politiet mere.

Hvorfor politiet skulle fremprovokere balladen i Vollsmose, trækker ifølge Said Hassan tråde til København og Brorsons Kirke.

- Det var for at skjule det, som skete i København. Når det her kommer på tv, så vil det fylde lidt mindre det, der skete i København.

Beboer er rystet

En anden beboer i Vollsmose fortæller til berlingske.dk, at hun i nat gik ned til urolighederne med to venner for at se, hvad der skete.

Normalt plejer den slags ballade hurtigt at fuse ud, men i aftes var anderledes:

- De unge var godt oppe og køre, og man kunne mærke, at de skulle vise, hvem der bestemte over for politiet, fortæller beboeren, der selv kom tæt på skudepisoden.

- Jeg var i nærheden af den politibil, der blev skudt efter. Jeg kunne høre, at der kom skud forbi os. Det lød nærmest som noget fyrværkeri, fortæller beboeren, der ønsker at være anonym.

- Jeg er godt rystet. Jeg skal prøve på at falde til ro og se, om jeg tør at komme udenfor, siger hun.