Den 26-årige mand, der er sigtet og fængslet for at have skåret halsen over på den 28-årige tømrer Nikolaj Dyrner og skjult liget på sin altan i dagevis, lod sig fredag eftermiddag for første gang afhøre af Nordsjællands Politi.

Hidtil har han ikke ønsket at udtale sig - heller ikke i det grundlovsforhør torsdag, hvor han blev varetægtsfængslet for fire uger.

- Men fredag eftermiddag har vi gennemført en afhøring på godt et par timer. Den sigtede har ikke på nuværende tidspunkt  ønsket at tage stilling til sigtelsen for drab, men vi har fået en forklaring. Den er lidt præget af, at der er indtaget spiritus i løbet af aftenen, så der er nogle huller, oplyser drabschef Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi til bt.dk.

Politiet er også i besiddelse af videoovervågningsbilleder fra en nærliggende tankstation, hvor den sigtede og den dræbte købte spiritus onsdag hen under aften i sidste uge.

Liget af den 28-årige Nikolaj Dyrner blev fundet tirsdag aften af politiet, da den 26-årige netop var blevet anholdt på en formodning om vold. Den dræbte var placeret på en altan til en lejlighed på Lyngby Hovedgade, hvor han ifølge politiet var skjult under blandt andet et tæppe og noget pottemuld.

Efter alt at dømme har liget ligget på altanen siden natten til torsdag i sidste uge, hvor den 28-årige tømrer ifølge politiets sigtelse blev dræbt af sin håndværker-kollega. Mens drabet fandt sted, sov den sigtedes samlever i et værelse ved siden af uden at opdage noget.

Hverken samleveren, politiet eller besøgende venner til den dræbte opdagede efterfølgende liget på altanen ved besøg i lejligheden, før politiet tirsdag aften reagerede på en konkret henvendelse.

Ifølge Nordsjællands Politi peger intet umiddelbart på, at andre personer end den 26-årige kammerat vil blive sigtet i sagen.