Politiet har nedsat en gruppe, der skal komme det illegale arbejde til livs. Den gruppe har blandt andet anholdt en 27-årig udenlandsk kvinde, som nu er sigtet efter straffelovens § 282 om åger.

Kvinden har erkendt, at hun har udlejet et eller flere af sine identitetskort til en illegal indvandrer, som så har søgt arbejde i den sigtedes navn. Som betaling har kvinden krævet op mod 50 procent af den løn, som den illegale indvandrer har tjent.

En fremgangsmåde, som politiet er bekendt med.

- Mod betaling udlåner man sit identitetskort til en anden person, som så søger arbejde i den pågældendes navn. Og så bliver der indgået en aftale om lejepris, der typisk ligger på 20-30 procent af lønnen, siger Kjeld Farcinsen, der er vicepolitikommissær i Udlændingekontrolgruppen i Københavns Politi.

Strafferammen for åger er op til halvandet års fængsel, og politiet forventer flere anholdelser i indsatsen mod social dumpning i den kommende tid. Indtil videre har det været meget sjældent, at åger-paragraffen er blevet brugt.

- Der kan være tale om åger i de tilfælde, hvor en person udnytter en anden persons betydelige økonomiske eller personlige vanskeligheder til at opnå en ydelse, der står i væsentligt misforhold til modydelsen, siger advokaturchef Michael Jørgensen, Station Amager, Københavns Politi.

Den 27-årige kvinde blev løsladt efter grundlovsforhøret, men er stadig sigtet.