En mistænkelig bilbrand har lørdag aften vakt politiets interesse. Bilen bruges normalt af den 26-årige mand T, der tidligere på ugen blev sigtet for drabet på tømreren Nikolaj Dyrner.

Den brændende bil blev fundet på Lyndby Hovedgade. Dækkene på bilen var skåret op, ruderne smadret og på bilen var med store bogtaver skrevet 'RIP DYRNER' med klar henvisning til den dræbte.

- Vi modtager klokken 20.31 en anmeldelsen om, at der er ild i en bil. Og da vi kører ud og undersøger det, kan vi konstatere, at det er rigtig, siger Ole Hestbæk, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.

Bilen knyttes sammen med den 26-årige T, der er sigtet for mordet på Nikolaj Dyrner.

- Det er ikke hans bil, men det er en bil, han har haft rådighed over, siger vagtchefen, der ikke har oplysninger om, hvad den sigtede brugte bilen til.

Den 26-årige T blev tidligere på ugen sigtet for drabet på den 28-årige tømrer Nikolaj Dyrner, der blev fundet død på en altan tilhørende T's lejlighed i Lyngby. Han havde fået halsen skåret op. Inden da havde Nikolaj Dyrner været forsvundet i flere dage. Han blev meldt savnet 10. januar og var sidst blevet set i T.s lejlighed.

Politiet kan endnu ikke sige, om bilbranden er påsat.

- Vi kan jo ikke udelukke, at den er påsat, men vi ved endnu ikke, hvad årsagen er, siger vagtchefen.

Politiet finder det dog interessant, at bilen bruges af den sigtede.

- Det er selvfølgelig interessant for os, at det er den bil. Det kan være et tilfælde, men det kan også være, fordi der er sket en kriminel handling, så det skal vi selvfølgelig undersøge, siger Ole Hestbæk og tilføjer:

- Lige nu er vi knap færdige med at slukke branden, og vi er stadig dernede. Og teknikkerne kommer snart og undersøger bilen.